Jeg blev vækket 05.20, "Scott jeg tror der er ved at ske noget" siger Elena højt!, jeg får et chok, hun havde aftenen forinden fortalt mig, hun bestemt ikke troede der ville ske noget før, hun ville blive sat igang den næste tirsdag, så jeg havde aftalt møder den dag. Nå men der ligger jeg, lige blevet vækket, og overhoved ikke klar, jeg får at vide svigermor er på vej, da hun skulle kigge efter Obie imens vi var på sygehuset, vi får samlet os sammen og i køkkenet får jeg lavet mig noget morgen kaffe alt imens Elena brokker sig og tæller tidens mellem veerne, inden vi ved af det er der et minut imellem, og vi skal pludselig skynde os. Jeg får bakset Elena i bilen og vi kører afsted, vi ankommer til Sygehuset 06.30, og mentalt forbereder os på det vi nu sammen skal igennem.

Da vi bliver modtaget af den søde og rolig, assistent, der som vi har prøvet før, lige skal kontrollere at Elena nu er helt klar til at føde, tager det fart, og jordmoderen kommer ret hurtig ind og vi er så småt igang, Elena får råbt at hun skal bruge noget lattergas til at dulme smerterne, og jeg får spurgt efter parkeringskortet. Alt imens vi venter på lattergassen, fortager veerne en smule, så jeg beslutter mig for at få flyttet bilen, da jeg holder lige udenfor sygehusetsindgang og tænker det nok ville komme til at tage noget tid før jeg ville have mulighed for at flytte den. Jeg får kørt bilen om bag sygehuset og lad parkeringskortet i forruden. jeg er ikke væk i mere end 10 min og da jeg kommer tilbage er klokken 07.03 er fødselen i fuld, jeg når lige at få sat mig ved hendes side, og holde hende i hånden, og pop! 10 minutter senere, kommer verdens dejligeste dreng ud! 

Det var en fuldstændig vanvittig oplevelse, vi nåede overhoved ikke at komme i et rigtig "fødselsmode", men det mest fantastiske kom ud af det, nemlig vores søn Mace.